
Overgangen fra dagtilbud til skole
En tryg og god skolestart begynder længe før første skoledag. På Kristrup Skole arbejder vi tæt sammen med områdets dagtilbud for at skabe en sammenhængende overgang til livet som skolebarn.
Vi prioriterer at give de bedste muligheder for en god skolestart, hvor børn, forældre og medarbejdere lærer hinanden at kende i overgangen til skolelivet, og hvor børnene får de bedste forudsætninger for at starte i skole.
Allerede tidligt på året planlægger skolen og dagtilbuddene overgangen i fællesskab. Vi holder løbende distriktsmøder, besøger dagtilbuddene og har dialog om både børnegrupper og de børn, der har brug for en særlig overgang. Forældrene inddrages undervejs og inviteres blandt andet til overleveringsmøder, ligesom skolens ledelse deltager i forældremøder i dagtilbuddene for at fortælle om skolens hverdag og rammer.
En genkendelig start
Førskoleperioden er tilrettelagt, så børnene gradvist bliver fortrolige med livet på skolen. De møder de pædagoger, som følger dem videre, lærer skolens inde- og udeområder at kende og oplever en hverdag, der på mange måder minder om den, de møder efter sommerferien.
Børnene deltager blandt andet i samlinger, fælles måltider og forskellige aktiviteter, som styrker både læring, nysgerrighed og fællesskab. Undervejs møder de også børnehaveklasselederne og får indblik i nogle af de aktiviteter, der venter dem i 0. klasse.
Et tæt samarbejde med forældrene
Forældrene er en vigtig del af overgangen til skole. Vi prioriterer en åben og løbende dialog, så der er mulighed for at stille spørgsmål, dele bekymringer og få den viden, der skaber tryghed omkring skolestarten.
Vi ønsker, at børn og forældre oplever overgangen som en fælles proces, hvor vi sammen skaber de bedste rammer for en god begyndelse på skolelivet.
Gode fællesskaber fra første dag
Når klasserne sammensættes, sker det på baggrund af pædagogiske vurderinger og et tæt samarbejde mellem førskolepædagoger, børnehaveklasseledere og ledelse. Målet er at skabe velfungerende klasser med stærke fællesskaber, hvor alle børn får de bedste muligheder for at trives, udvikle sig og lære.